En overskrift der fanger læseren

Det er svært, når man sådan får stillet en opgave, og pludseligt skal til at finde på uden at have ideer. Hvad skal emnet være? Hvad skal der fortælles om? Hvordan kan læseren identificere sig med historien? Hvordan skriver jeg en overskrift, der fanger læseren? Og er denne manchet over hovedet spændende nok, til at du får lyst til at læse videre i artiklen?


Man sidder der på sin stol i klassen og hænger lidt sammen med de over tyve andre elever, der også har siddet i det samme lokale som mig, og været med til at gøre luften tung, og lugten af elever lammer en hver, der kommer ind fra det friske udenfor. Hele dagen har vi alle været i gang med diverse øvelser, der skulle give os et springbræt at springe ud fra, da vi nu som små fugleunger er blevet skubbet ud af reden, for nu at skulle ud og stå på egne ben, som journalister i den skræmmende, og indtil for fire timer siden for de fleste af os ukendte genre new journalism.
Jeg sidder og venter, det er flere uger siden jeg har meldt mig til dette hold på denne skrivedag, så jeg burde jo allerede der have været gået i gang med tankerne om hvad jeg måske skulle skrive en artikel om, for det burde jo have været indlysende for mig, at mit produkt fra denne dag skulle være en artikel. Men så kommer den beskeden om, at det er NU vi skal gå i gang med den rigtige artikel, på baggrund af de skrive øvelser der har præget formiddagen. Lokalet er fyldt af elever med forskellige udtryk i ansigtet nogen, med et blik, som ser de ideerne flyve omkring dem, andre sidder og får øjenkontakt med hinanden, og siger med blikket til hinanden: ”Skal vi to være sammen?”, jeg selv tror jeg så ganske fortabt ud i ansigtet, for mit hoved var tomt for ideer, og jeg så denne opgave som en meget langvarig proces.
En halv time til research, endte med en traske tur ned til kantinen, der var næsten tom, kun et par smågrupper af mennesker sad hist og her, et ophold i det mennesketomme førte til en slentre tur ned ad 30’er gangen, hele skolen var præget af denne skrive dag, men det føltes som om alle var i gang og dybt koncentreret med deres skrifter, jeg følte mig lidt som den eneste i verden uden en idé. Tilbage til lokale 34, det er ganske svært at researche til en idé, som er ikke eksiste-rende.
En sådan mangel på ideer, fører til utallige overspringshandlinger. Var det ikke tid til fro-kost? Jeg tror lige jeg spiser min madpakke. Hov der gik min veninde forbi, jeg må lige ud og spørge hende hvilket hold hun har meldt sig på… nej jeg må tilbage til min artikel, men jeg har jo stadig ingen idé, og så alligevel, lige pludselig har jeg masser af ideer, men så alligevel ikke, for så kan jeg ikke få sat et ordentligt perspektiv på min idé.
Det er jo det der er problemet, man har en ide, men når man så fører den ud i livet, bliver den aldrig som inde i hovedet, nogen gange bliver den decideret kedelig, og total ubrugelig, og man søger til den drastiske løsning i form af Ctrl-A-Delete, og sidder helt på bar bund. Det er altså svært, at blive smidt ud i noget man lige har lært at kende, et eller andet sted skal man jo være uddannet i faget for at det bliver perfekt. Og som en del af den selvkritiserende teenagegeneration, er det endnu svære at blive tilfreds.
Hvad er det jeg har brug for? Hvad er det jeg mangler? Hvorfor kan jeg ikke komme i gang? Nu er det jo endt med at jeg har skrevet en artikel om en idé jeg ikke har. Hvorfor er det så svært, jeg sidder altid med det problem, når jeg skal skrive opgaver, måske skulle jeg egentlig i stedet have været på et kursus om idéudvikling?