En hår(d)kogt historie

Der var et hår i hendes computer. Det lå bare der, og stirrede op på hende mens hun skrev. Det var som om det hånede hende, fordi hun ikke kunne få det op. Egentlig kunne det også bare være ligegyldigt. Man kunne næsten ikke se det, og det gjorde jo ikke nogen fortræd. Det var jo ikke fordi det havde begået mord og nu lå og gemte sig mellem A og T-knapperne. Alligevel var det jo stukket af, på en måde. Fra hendes hovedbund, højst sandsynligt. Eller fra Kamillas, hun havde jo også lånt computeren. Frustrationerne gav hende tiks. Hun kunne simpelthen ikke komme videre, før hun havde fået det hår ud. Det kriblede i fingrene efter at gribe fat i det tynde strå af DNA og hive det fra hinanden, til det ikke kunne ses med det blotte øje længere. Hun pressede på knapperne, i håb om at hendes håndsved ville få håret til at suge sig til hendes finger, så hun kunne trække det ud. Ligemeget hjalp det. Håret lå stadig der, og snoede sig mellem knapperne som slangen fra Edens have. Det fristede hende. Hun greb et ark papir, der lå og mindede hende om den forældresamtale, hun skulle til i morgen aften. Det var nu ikke længere et normalt ark papir, men et våben i den uendelig kamp mod hårtotten. Hun tvang det ned mellem tasterne og skubbede det sidelæns i et forsøg på at skubbe håret udover kanten af tastaturet. Det gav sig ikke en milimeter. Som var det groet fast til tastaturets bund, lå det stædigt på sin tilsyneladende faste plads. Arrigt smed hun papiret fra sig. Der måtte stærkere midler til. Hun fiskede sin pung op af taskens dyb og tog det slidte dankort op. Nu måtte det tjene sit formål som værende skabt til revner i alverdens dankortautomater. Det passede perfekt nede mellem tasterne, og hun svang det, som gjaldt det livet. Sveden begyndte så småt at pible frem på panden af anstrengelserne, og endelig bar hendes strabadser frugt. Håret rykkede sig! En milimeter, to milimeter. Og så stoppede det. Chancen var ovre. Det sad unægteligt fast. Hun kunne mærke håbet sive stille ud ved hver udånding. Lettere grådkvalt lagde hun kortet pænt på plads i pungen og tog sig til hovedet. Pludseligt kom ideen til hende. Løsningen hang jo der. Hendes øres udsmykning ville være det ideelle redskab mod det forbandede hår. Hun nærmest rev øreringen ud og førte den ned mod tastaturet. Som en krog på den fiskestang stak hun øreringens lås ned mod håret, og med fisketeknikker der lignede hendes mands på en tidlig søndag morgen i april, trak hun forsigtigt i håret. Men ak, håret gav modstand. Det ligefrem nægtede at røre sig ud af flækken. Uden fangst måtte hun hive øreringen op. Så tog galskaben fat i hende. Håret sad jo, som var computeren fabrikeret med hår smeltet fast i bunden af tastaturet. ”Bare for at genere mennesker som hende,” greb hun sig selv i at tænke. Hidsigt slog hun i bordfladen, så en løs skrue fik sit endeligt mod friheden og hendes tankerække blev ledt hen mod værkstedet. Hun skubbede stolen væk og fløj ud i skuret efter det første og bedste redskab hun kunne finde. Væbnet med brækjern og skruetrækker fór hun tilbage til sit skrivebord. Hun væltede computeren om på siden og vred tastaturet fra hinanden, da hun hørte døren smække. Hun frøs i en stilling af massiv destruktion og afventede svar på hendes kald. Ind af døren trådte Thomas, hendes mand gennem 10 år. Med hovedet let på skrå kiggede han bekymret på hende. Hvad var der sket? Ville han vide. Havde der været indbrud? Hvorfor så hun så forfærdet og samtidigt morderisk ud i ansigtet, spurgte han? ”Jamen..” Stammede hun. ”Der lå et hår i tastaturet.” Han så endnu mere rådvild ud i ansigtet og stillede spørgsmålet: ”Hvilket tastatur?” Hun så træt ud. ”Ja, tastaturet på min computer, selvfølgelig!” vrissede hun. Thomas lignede nu en, der netop var faldet ned fra månen. ”Hvilken computer, skat?”