Skrivedag, spoken word

Jeg har set dig komme ned ad gaden med ørepropper, skyklapper og hele balladen, og du ser slet ikke mig selv om jeg smiler og siger hej, du er da fuldstændig, helt igennem og aldeles ligeglad, og ligeglad er aldrig glad og du er virkelig aldrig glad, det ved jeg så snart jeg ser dig.
”Jeg så en mand den anden dag, med en buket gule roser i den ene hånd og en pakke hakkekød i den anden,” siger jeg, ”er det da ikke spøjst” og du svarer, ”næh, hvorfor skulle det være det?”.
Og jeg synes, jeg synes egentlig at det er en skam, og jeg er glad for at det ikke er mig som er ham som er ligeglad med de finurlige sider, du skrider så snart det bliver interessant for en verdensbegloer som mig, og det er en skam, det er en skam at det er dig som er ham.
”Hvad kragerne laver rager mig ikke, de rager mig ikke, de er jo bare dumme dyr, der er intet eventyrligt ved dem. Du kigger for meget ud af vinduet, skat, du tænker for meget og taler for lidt, skat, og er der noget jeg ikke kan døje er det den slags mennesker, skat. Der er for meget verden og for lidt af mig, og jeg kan ikke begribe det hele, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at begribe de små dele.”
”Men har du ikke set de ferskengule skyer på en lilla baggrund når solen gemmer sig og farver træerne sorte? Har du ikke kigget på himlen for nyligt, har du ikke smagt på dens fugtige farver mens du gik ned ad hovedgaden og nynnede lille Peter edderkop? Har du aldrig lagt mærke til hvor grå skyerne er? Der er en ny sky hver dag, ja der er en ny sky hvert sekund, og i næste sekund er den helt ny igen! Der er så meget verden, og så lidt af mig, men jeg synes nu nogle gange, når jeg ligger helt stille med lukkede øjne og åbne ører, så synes jeg næsten jeg kan begribe de små dele af det hele, og det er helt i orden.”
”Men himlen er jo bare himmel, skat, og de eneste farver jeg kan se er mine røde gummisko og mine fesengule vanter, ikke skat? Det er lige meget, skat, du tænker for meget, skat, og når du så endelig ikke tænker så handler du, og det er da ikke meget bedre, vel skat? Kig dog ned mens du går, skat, mennesker kan ikke lide at blive kigget på, de bliver bange og de bliver ængstelige og de roder i deres hår.”
”Hvorfor er vi så skabt med øjne og ører og fingre som rører ved andre fingre og ting når de ikke er for fedtede af chokoladeis og karameller, hvorfor det? Hvorfor har jeg overhovedet en hjerne, og et hjerte og en lever, to nyrer, et par lunger, tretten meter tarme og ti tæer, hva? Er vægten af verden for tung på dine skuldre? Er du bange for at kigge, måske, i tilfælde af at du ser noget du ikke kan lide? Er du bange for at lytte, fordi du måske hører noget som er svært bare at gå forbi? Har du set en grædende klovn, en stum poet eller en fingerløs trubadur, eller har du måske bare set dig selv i øjnene og opdaget at du har vendt dig væk fra verden, og verden har vendt sig væk fra dig.”